Så er gaveønskerne til forårets fødselsdag (Lukas) og...
Søg
Nyheder
Nu er det over en uge siden at min ferie stoppede, så det må være p...
Så fik vi holdt Magnus og Elias' fødselsdag, både for familien og b...
Hen over weekenden (og mandag med) har Lukas været på fodboldskole....
Kejsersnit
Fredag den 10. juli 2009 halv elleve blev Lene kørt ind på operationsstuen, og vi fik oplyst hvordan de forventede at operationen ville forløbe. Men lige inden vi kørte ind fik jeg lige en kort snak med præsten om hvordan han ville gøre det, og spurgte endnu en gang hvordan vi ønskede det.
Til operationen var der i hvert fald 10 personer (læger/sygeplejersker/jordemødre), og derudover var der i det tilstødende lokale 2-3 børnelæger + mindst lige så mange sygeplejersker fra neonatal og en præst. Efter Lene havde fået lagt sin rygmarvsbedøvelse, så blev hun spændt fast til operationsbordet, og de gik i gang med kejsersnittet. Kl. 22.49 kom Magnus ud, og jeg fulgte efter ham ud i det tilstødende rum. Magnus blev hurtigt blå, selvom de gav ham ilt med det samme, så præsten fik mig derhen, og sagde at han skulle døbes nu, hvis vi skulle være sikre. Jeg spurgte om det var hjertebarnet, og det mente de, så jeg sagde at han skulle hedde Magnus, og så blev han døbt Magnus. Herefter blev han pakket ind i en plasticpose, så han bedre kunne holde på sin varme, og svøbt i stofbleer. Kl. 22.50 kom Niklas ud, og han fik også hurtigt ilt, og blev pakket ind på samme måde som Magnus. Kl. 22.52 kom Elias ud, og han fik samme tur som de to andre. Herefter blev alle 3 kørt over til A5 (neonatal intensiv) på hver deres mobile varmebord. Jeg gik sammen med Magnus. Da vi kom over til stue 222 på A5 (som her i sommertiden faktisk fysisk ligger på A6) blev Niklas vejet og lagt i en kuvøse og fik sat CPAP (ilt gennem næsen) på. Niklas vejede 900g og var 33cm lang. Samtidig med at Niklas blev lagt i kuvøse fik Magnus sat CPAP på, og en børnehjertespecialist scannede hans hjerte. Så blev Niklas døbt, og Magnus blev vejet og mål og kom i kuvøsen. Magnus vejede 970g og var 34½cm lang. Hjertespecialisten scannede Niklas, og han kunne fortælle at det var Niklas der var hjertebarnet, og ikke Magnus. Elias fik også sat CPAP på og blev lagt i kuvøse. Lægerne og præsten blev enige om at Elias ikke var i direkte livsfare, så vi blev enige om at vi ventede med at døbe ham indtil Lene også kunne være med. Elias var også blevet vejet og målt, og han vejede 1300g og var 39cm lang, så han var som forventet noget større end de to enæggede. Efter der var kommet lidt ro over indflytningen i deres kuvøser (der var dog stadig mange der arbejdede med dem med medicin og drop), tog jeg tilbage til Lene, som nu lå på opvågningen efter operationen. Lene fortalte så at hun havde fået lov til at se Elias efter han var kommet ud, og jeg viste hende billederne af vores trillinger. De efterfølgende timer indtil Lene var klar nok til at komme videre, pendlede jeg mellem Lene og trillingerne. Omkring kl. 2 fredag nat var Lene klar nok til at blive kørt over til trillingerne, og så blev hendes seng kørt over imellem de tre kuvøser, som var stillet ved siden af hinanden og de fyldte en hel væg på stuen. Der var også et hold tvillinger på stuen. Efter vi begge havde fået sagt hej til alle tre, og sikret os at de alle så stabile ud, så tog vi tilbage til vores stue for at få sovet lidt.
- log ind for at skrive kommentarer